19 år med en aktiv Kundalini

Udkast til Hermes’ gennemsyn før udgivelse.

Hvor det begyndte

Folk forestiller sig nogle gange, at en Kuṇḍalinī-opvågning er ét lysende øjeblik, hvorefter livet er roligt og helligt. Min var ikke rolig. Den var mere som en dør, der blev åbnet i et hus, jeg havde boet i hele mit liv uden at vide, at der var andre rum.

Jeg kom ikke til det her med en fredelig fortid. Jeg voksede op i et meget hårdt miljø, med traumer og vold i barndommen. I lang tid krævede det alt, hvad jeg havde, bare at overleve. Jeg nævner det ikke for at få medlidenhed, men fordi det har betydning for det, der kom bagefter. Da hun vågnede i mig, gik hun direkte til de gamle steder. Hun bad ikke om lov.

Jeg vil også sige klart, at denne historie ikke ender i skade. De traumer blev mødt. De blev helet, langsomt, og jeg lærte af hver eneste af dem. De sværeste dele af min barndom lærte mig, hvad kærlighed virkelig er, og de lærte mig, at det, der ser uoverstigeligt ud, kan overvindes. Jeg ville ikke ønske den barndom for nogen. Men jeg ville ikke bytte det, den lærte mig.

Faserne

Hun har nu været aktiv i mig i nitten år. I løbet af de år har jeg lært, at Kuṇḍalinī bevæger sig i faser. Der er perioder med enorm udvidelse, hvor alt føles åbent og fuldt af lys. Og der er perioder, der føles som at blive skilt ad, hvor gammel smerte kommer op for at blive mødt, og den personlighed, jeg havde bygget for at beskytte mig selv, begynder at løsne sig.

Begge dele hører med. I begyndelsen ville jeg kun have den første slags. Nu stoler jeg lige så meget på den anden slags. Det er i de svære faser, det meste af helingen sker.

Hun giver dig ikke det, du vil have. Hun giver dig det, du har brug for for at blive den, du er.Hermes Damgaard

Det, jeg ikke forstod i starten, er, at faserne ikke er en stige. Du bliver ikke færdig med den svære del og dimitterer ind i lyset. De kommer igen, ofte på et dybere niveau, og hver gang møder du dem med lidt mere tillid. Selv efter mange år kan der komme tunge uger. Forskellen er, at jeg ikke længere tror, de betyder, at noget er gået galt.

Lærere, bøger og mit eget liv

Jeg har haft mange lærere undervejs, og jeg har læst og studeret meget: de gamle tekster, de moderne lærere, de psykologer, der har forsøgt at forstå det her. Jeg har lært af mange teknikker og mange traditioner. Meget af det, jeg bruger i sessionerne, har jeg lært af andre, og jeg er taknemmelig over for hver eneste af dem.

Men intet af det, jeg tilbyder, er bare teori. Hver teknik har først måttet bevise sig i min egen krop og i min egen heling. Hvis den ikke hjalp mig med at møde mine egne sår, bruger jeg den ikke på andres.

Mit eget liv har også været en lærer, side om side med alle de andre. Alt, hvad jeg har været igennem, også de mørkeste dele, lærte mig, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan jeg kunne give mig selv en chance i livet, når intet omkring mig tilbød en. Det er den healer, jeg er i dag. Ikke en, der slap væk fra mørket, men en, der lærte at gå igennem det.

De almindelige dage

Det meste af livet med aktiv Kuṇḍalinī er ikke syner. Det er tirsdag. Det er at stå op, spise, arbejde, svare på beskeder og gå i seng. Jeg er kommet til at tro, at måden, du lever de almindelige dage på, betyder mere end nogen enkelt øvelse.

Søvn er fundamentet. Når hun er meget aktiv, kan søvnen blive let og afbrudt, og det er fristende at fylde natten med øvelse eller læsning. Jeg har lært i stedet at beskytte søvnen. En fast sengetid, et mørkt rum, ingen skærme sent, og hvis jeg vågner, mens hun bevæger sig kraftigt, lader jeg hende bevæge sig, mens jeg ligger stille og ånder langsomt ud. Jeg står ikke op og jagter oplevelsen. Når søvnen udebliver flere nætter i træk, er det et signal om at sætte alt ned i tempo og, hvis det fortsætter, at gå til lægen.

Mad betyder mere, end jeg havde regnet med. I stærke faser har jeg brug for varme, enkle, regelmæssige måltider, mere end jeg naturligt ville have lyst til. Korn, supper, kogte grøntsager, nok fedt. De gamle haṭha-tekster taler om mådeholden, behagelig og nærende mad og om at lade en del af maven være tom, og jeg tror, de har ret med hensyn til mådeholdet. For lidt mad, og energien flyder op og væk fra kroppen. For meget tung mad, og alt føles sløvt. Stimulanser, alkohol og alt, der påvirker sindet kraftigt, holder jeg mig langt fra.

Arbejde kan være en gave. Folk tror nogle gange, at en opvågning betyder at lade det almindelige liv bag sig. Min erfaring er, at almindeligt arbejde er en af de bedste rammer, der findes. Det giver dagen en form. Det beder dig om at møde op, være venlig og gøre tingene færdige. På dage, hvor hun er meget stærk, må jeg måske gøre mindre, og det har jeg lært at planlægge efter. Men jeg har aldrig oplevet, at det hjalp hende til at bevæge sig bedre, at jeg gemte mig for livet.

Kroppen har sin egen stemme. Når hun er aktiv, vil kroppen måske bevæge sig, strække sig, ryste, sukke eller sidde helt stille. Jeg har lært at lytte i stedet for at overtrumfe den. Blid bevægelse, langsom yoga, gåture og enkle strækøvelser hjælper rigtig meget. Det gør det ikke at tvinge kroppen ind i lang, stiv praksis, når den beder om blødhed. Og når en fornemmelse er ny, stærk eller skræmmende, antager jeg ikke, at den er spirituel. Jeg får den undersøgt. At respektere hende indebærer at respektere den krop, hun bor i.

Kærlighed, mennesker og jorden

Relationer forandrer sig, når Kuṇḍalinī er aktiv, fordi du forandrer dig. Du bliver mere sensitiv. Ting, du før kunne tåle, bliver svære at bære, og ting, du før frygtede, bliver mulige. Gamle mønstre mellem dig og dem, der står dig nær, stiger op til overfladen, ligesom gammel smerte stiger op i dig. Jeg har oplevet, at ærlighed er det eneste, der virkelig hjælper. Fortæl dem, du elsker, hvad der sker, med enkle ord og uden at gøre det mystisk. Lad dem være almindelige sammen med dig. Forvent ikke, at de forstår alt, og gør dem ikke til din eneste støtte.

Jeg har også lært, at sensitivitet ikke er det samme som skrøbelighed. Du kan mærke rigtig meget og stadig stå stabilt. Med tiden ser det ud til, at hun udvider hjertet, så det kan rumme mere, ikke mindre.

Til sidst bliver kærligheden selv praksissen. Mit liv lærte mig, at kærlighed ikke er blød i betydningen svag. Den er det stærkeste, jeg kender. Den er det, der bærer et menneske igennem det, der syntes umuligt. Når jeg sidder med nogen i en session, er det det, jeg læner mig op ad: ikke en teknik, men den kærlighed, der engang bar mig, og som jeg nu forsøger at give videre.

Naturen er der, jeg går hen, når jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Træer, vand, vind, jorden under mine fødder. Jeg har ingen metode til det. Jeg går bare derud, sidder eller går, og lader den levende verdens større rytme stilne mit nervesystems mindre rytme. Naturen er ligeglad med mine spirituelle fremskridt, og det er en stor lettelse.

Prøv det: Byg en lille, stabil daglig praksis med tid til jordforbindelse og hvile. Praksisbyggeren →

Hvornår du skal hvile, og hvornår du skal bede om hjælp

Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, hvornår jeg skal stoppe. Der er tidspunkter, hvor den rigtige praksis er slet ingen praksis. Når energien er meget stærk, når jeg er træt, når følelserne kører højt, lægger jeg alt intenst til side: kraftig vejrtrækning, lange hold, låsene. Jeg holder mig til blid vejrtrækning med en lang udånding, korte siddeperioder, gåture og samvær med dem, jeg elsker. Hvile er ikke dovenskab på denne vej. Det er sådan, kroppen indhenter det, der allerede er sket.

Jeg vil også sige ligeud, at det ikke er et nederlag at bede om medicinsk eller psykologisk hjælp. Hvis nogen ikke har sovet i flere dage, føler sig utryg, er forvirret over, hvad der er virkeligt, har tanker om at skade sig selv eller har fysiske symptomer, der bekymrer dem, siger jeg til dem, at de skal gå til en læge eller en fagperson inden for psykisk sundhed, ud over at arbejde med en lærer. Spirituelle processer og almindelige helbredsproblemer kan komme samtidig, og det er klogt at få det tjekket. Jeg ville give mig selv det samme råd.

Prøv det: Prøv et par blide runder vekselvejrtrækning gennem næseborene på en dag, der trænger til ro. Nāḍī Śodhana →

Læreren og ydmyghed

Jeg tror dybt på lærerens rolle, og jeg tror også, at en god lærer ikke er en mester over dig. En lærer er en, der har gået et stykke af denne vej og kan se dig klart, når du ikke selv kan. Læreren kan sige til dig, hvornår du skal sætte tempoet ned. Læreren kan kende forskel på en svær fase og et reelt problem. Læreren kan stå fast, når du ikke gør. Og frem for alt kan læreren minde dig om, at du ikke er den første, der går igennem det her.

En god lærer peger også ud over sig selv. Den egentlige vejviser er hende. Uanset hvad jeg tilbyder i mit arbejde én til én og i Kundalini Apprenticeship på Golden Sight Institute, forsøger jeg at holde det for øje. Jeg er ikke kilden. Jeg er en, der er blevet vist lidt af vejen, og som forsøger at give den videre med omhu.

Ydmyghed er for mig ikke at tænke dårligt om mig selv. Det er at huske, hvor meget jeg ikke ved. Efter nitten år overrasker hun mig stadig. Hvert menneske, jeg arbejder med, lærer mig noget. I det øjeblik jeg tror, jeg har forstået hende, viser hun mig, at det har jeg ikke. Det er jeg kommet til at elske.

Ydmyghed beskytter også. Egoet er meget dygtigt til at gøre oplevelser til præstationer. Et syn bliver et hædersmærke. En stærk energi bliver et bevis på, at man er noget særligt. Det kan ske for enhver, der går denne vej, og derfor har jeg lært at være mistænksom over for enhver tanke, der får mig til at føle mig hævet over andre. Kuṇḍalinī er ikke en belønning til de værdige. Hun er livet i alle. Jo mere hun bevæger sig, jo mere almindelig og jo mere taknemmelig vil jeg gerne blive.

Hvad jeg ville sige til en, der står ved begyndelsen

Tag det langsomt. Hun har ikke travlt, heller ikke når det føles sådan. Der er ingen præmie for at stige hurtigt.

Jord dig hver dag. Gå, spis ordentligt, sov, rør ved jorden. En stærk strøm kræver en stærk krop.

Byd de svære faser velkommen. Når gammel smerte kommer op, kommer den op for at forlade dig. Mød den med så meget venlighed, du kan finde, og få støtte.

Lev et almindeligt liv. Arbejd, lav mad, se venner, grin. Det almindelige står ikke i vejen for det hellige. Det er dér, det hellige gerne vil bo.

Lær bredt. Læs de gamle tekster og de moderne. Lær af mere end én lærer og mere end én teknik. Afprøv så alt i dit eget liv, blidt og ærligt, og behold det, der virkelig hjælper.

Pas på dit helbred. Gå til lægen, når noget bekymrer dig. Et klart lægetjek er ikke mangel på tro. Det er en del af at passe på den krop, hun har valgt at bo i.

Gør det ikke alene. Find en, der har gået denne vej og kan se dig klart. Det er en stor del af grunden til, at jeg gør dette arbejde.

Overgivelse er praksissen. Ikke at give op, men at give efter. Efter nitten år lærer jeg det stadig, og jeg regner med at lære det resten af mit liv.