De 21.600 åndedrag

Et tal med en betydning

Flere gamle tekster angiver det samme mærkelige tal. Gheraṇḍa Saṃhitā, Dhyānabindu Upaniṣad, Haṃsa Upaniṣad og Vijñāna Bhairava Tantra siger alle, at et levende væsen trækker vejret 21.600 gange i løbet af et døgn.

Regn det ud, og det er overraskende beskedent. Et døgn har 1.440 minutter, så tallet svarer til femten åndedrag i minuttet, eller ni hundrede i timen. Det ligger inden for spændet for en voksen i hvile, selvom virkelig vejrtrækning varierer meget med alder, helbred, anstrengelse og humør. Ingen behøver at tjekke det med et stopur.

Det er også værd at være klar over alderen. Gheraṇḍa Saṃhitā dateres normalt til slutningen af det syttende århundrede, og de yoga-upaniṣader, der bærer denne lære, er middelalderlige snarere end vediske. Idéen er gammel, men den er ikke så gammel som Vedaerne, og intet går tabt ved at sige det. En praksis behøver ikke være ældgammel for at være sand.

For yogierne talte ikke for at tælle. De pegede på noget, åndedrættet allerede gør, hvert minut hver dag, hvad enten vi lægger mærke til det eller ej. Tallet er en måde at sige: Det her har stået på hele dit liv.

Mantraet, der siger sig selv

Ifølge Gheraṇḍa Saṃhitā kommer luften ind med lyden sa og går ud med lyden haṃ. Så hvert åndedrag gentager uden nogen anstrengelse et mantra. Teksten kalder det Ajapā Gāyatrī: bønnen, der reciteres uden at blive reciteret. Japa er gentagelse af et mantra; a-japā er den japa, ingen udfører.

Navnet er en bevidst hædersbevisning. Gāyatrī er Vedaernes mest ærede mantra, reciteret ved daggry og skumring i omkring tre tusind år, og ordet er også navnet på et versemål. At kalde det enkle åndedræt en Gāyatrī er at sige, at det mest ydmyge, du gør, det du gør selv i søvne, allerede hører til blandt det helligste.

Dhyānabindu Upaniṣad er enig. Det levende selv, siger den, går ud med bogstavet ha og kommer ind igen med bogstavet sa, og det udsiger dette mantra 21.600 gange i løbet af et døgn. Den kalder denne Ajapā Gāyatrī den evige giver af befrielse til yogier.

Læs de to stavelser den ene vej, og du hører haṃsa, svanen. Læs dem den anden vej, og du hører so’ham, „Jeg er Det“ eller „Jeg er Han“. Den anden vending er gammel: Īśa Upaniṣad slutter med en bøn, der ender med ordene so’ham asmi, som Max Müller gengav som „Jeg er, hvad Han er“.

Kashmir-traditionen hører det omvendt. I de afsluttende vers af Vijñāna Bhairava går åndedrættet ud med sa og ind med ha, og teksten kalder denne uafbrudte recitation, 21.600 gange i døgnet, Gudindens japa. Swami Lakshmanjoo lærte, at ægte japa begynder, når dette naturlige åndedræt får mere længde og opmærksomhed – ikke når det blot gentages.

Skolerne er altså uenige om retningen. Det synes vi faktisk er smukt. De strides om, hvilken vej floden løber, og er enige om, at det er en flod af mantra. I praksis følger vi den mest udbredte moderne form, so på indåndingen og ham på udåndingen, som stemmer overens med Gheraṇḍa. Har du lært det omvendt af en lærer, du har tillid til, så hold fast i det.

21.600 gange om dagen siger åndedrættet „Jeg er Det“. Vi behøver kun at lytte én gang.Golden Sight Institute

Hvorfor en svane

I indisk poesi er haṃsa, svanen eller vildgåsen, den fugl, der kan skille mælk fra vand. Den blev symbol på dømmekraft – på sjælen, der kan skelne det virkelige fra det forbigående. En realiseret vismand kaldes en paramahaṃsa, en højeste svane.

De yogiske tekster fører billedet indad. Ṣaṭ-cakra-nirūpaṇa beskriver det individuelle selv i hjertet som Haṃsa, og den placerer Haṃsaḥ igen over Ājñā-lotussen mellem øjenbrynene. Haṃsa Upaniṣad skiller ordet ad som et mantra: haṃ er frøet, sa er kraften, śakti, og so’ham er omdrejningspunktet mellem dem. Den beskriver også en ottebladet lotus i hjertet, hvor sindet hælder mod en ny tilbøjelighed – mod dyd, søvn, grusomhed, begær og så videre – alt efter hvilket blad det hviler på.

Vi kan lide at se det enkelt. Hvert åndedrag er et vingeslag. Svanen har fløjet gennem dig siden din første indånding og vil flyve ud med din sidste.

Vendepunkterne

Der gemmer sig en anden lære i ajapā, og Vijñāna Bhairava gør den tydelig. Mellem indåndingen og udåndingen er der et vendepunkt, og mellem udåndingen og den næste indånding er der endnu et. I flere vers tidligt i teksten (24 til 27 i Jaideva Singhs nummerering) peger den på disse steder. Når opmærksomheden hviler på de to punkter, hvor åndedrættet opstår og vender tilbage, siger den, viser en følelse af fylde sig. Når åndedrættet hverken går ud eller kommer ind, blot et øjeblik, åbner midten sig.

Det er meget blidt. Det kræver ikke, at du holder vejret længe. Det beder dig blot lægge mærke til det øjeblik, der allerede er der, når åndedrættet vender. De fleste af os haster forbi det tusindvis af gange om dagen.

Prøv det én gang nu, før du læser videre. Ånd naturligt ind. Læg mærke til øjeblikket øverst, hvor indåndingen er slut, og udåndingen endnu ikke er begyndt. Ånd ud. Læg mærke til øjeblikket nederst, det lille hvilested, før kroppen igen beder om luft. Gør ingen af pauserne længere. Vær bare til stede i dem. Tre åndedrag på denne måde er nok til at smage, hvad Tantraen mener.

Gheraṇḍa tilføjer sin egen iagttagelse. I hvile, siger den, rækker udåndingen omkring tolv fingerbredder ud fra næsen; den bliver længere, når man spiser og går, og endnu længere i søvn og under hård anstrengelse. Teksten mener, at et roligere åndedræt med kortere rækkevidde understøtter et langt liv. Vi læser det som de gamle yogiers måde at beskrive noget, de fleste af os allerede ved: et stillere åndedræt følges med et stillere sind. Det er ikke en medicinsk påstand, og vi fremsætter det heller ikke som en.

Sådan praktiserer du, trin for trin

Sæt femten minutter af til at begynde med. Både morgen og aften fungerer. Du kan sidde, eller ligge på ryggen med en pude under knæene.

Land. Lad kroppen falde til ro. Mærk, hvor den rører gulvet eller stolen. Lad kæben blive blød og tungen hvile.

Lad åndedrættet være naturligt. Det er vigtigt. Gør det ikke dybere, langsommere og form det ikke. Ajapā handler om at høre, hvad åndedrættet allerede gør, ikke om at få det til at gøre noget nyt. Opdager du, at du styrer det, så smil og slip igen.

Hør „so“ på indåndingen. Lydløst, uden at bevæge læberne eller tungen. Lad åndedrættet bære lyden, som om stavelsen allerede var der i luften, og du blot stemte ind på den.

Hør „ham“ på udåndingen. På samme måde. Nogle oplever, at „m“’et til sidst summer blidt i brystet eller hovedet. Lad det ske.

Læg mærke til vendepunkterne. Når indåndingen er fuldendt, så læg mærke til den lille pause, før udåndingen begynder. Når udåndingen er fuldendt, så læg mærke til pausen før næste indånding. Hvil et øjeblik i hver af dem uden at holde fast i noget.

Lad mantraet tynde ud. Efter nogle minutter kan stavelserne blive svagere, indtil der kun er åndedrættet og lytningen. Det er helt fint. Det er faktisk den retning, praksis bevæger sig i. Tager tankerne helt over, så vend tilbage til „so“ og „ham“.

Afslut. Tag et eller to fyldigere åndedrag med en langsom udånding på 7 eller 8 tællinger. Mærk kroppen igen. Åbn øjnene.

Prøv det: Se, hvor mange gange dit åndedræt allerede har bedt i dag, og træk vejret sammen med kuglen. Ajapā →

Tag det med ind i dagen

Det virkelig smukke ved ajapā er, at det ikke kræver en meditationspude. Det er en praksis skabt til det almindelige liv.

Vælg to eller tre små ankre i din dag: elkedlen, der koger, øjeblikket du sætter dig ved skrivebordet, et rødt lys, det sidste før du sover. Lyt ved hvert anker efter so’ham i tre åndedrag. Det er alt. Ingen omkring dig behøver at vide det.

Nogle kan i begyndelsen lide at kombinere ajapā med en mālā og flytte én perle for hvert fulde åndedrag. Det hjælper med at holde opmærksomheden stabil, og det er en måde at ære den gamle idé om, at åndedrættet selv er japa. Efter et stykke tid opdager du måske, at du ikke behøver perlerne.

Over uger forskydes noget. Du begynder at lægge mærke til åndedrættet oftere uden at have besluttet det. En svær samtale har et sted i sin udkant en svane, der stadig flyver. Det er ikke en teknik, der virker. Det er opmærksomheden, der langsomt kommer hjem.

Prøv det: Tæl en runde åndedrag på en virtuel mālā, én perle for hvert so’ham. Japa Mālā →

Når det ikke går glat

Næsten alle møder nogle af de samme forhindringer, så det kan hjælpe at nævne dem.

„Jeg bliver ved med at styre åndedrættet.“ Det er den mest almindelige. I samme øjeblik vi iagttager åndedrættet, begynder vi at styre det. Kæmp ikke imod. Lad i stedet stavelserne lede: lyt efter „so“ og „ham“, og lad åndedrættet gøre, hvad det vil, nedenunder. Med dagene slipper styringen af sig selv.

„Stavelserne passer ikke til mit åndedræt.“ Nogle gange er indåndingen kort og udåndingen lang, eller omvendt. Lad hver stavelse strække sig eller krympe, så den passer. Åndedrættet sætter tempoet; mantraet følger efter.

„Jeg falder i søvn.“ Praktiserer du liggende om aftenen, er det slet ikke et nederlag; mange bruger ajapā til at falde i søvn, og det er en kærlig måde at slutte dagen på. Vil du gerne holde dig vågen, så sæt dig op og hold øjnene let åbne, hvilende på gulvet foran dig.

„Der sker ingenting.“ Godt. Ajapā er ikke beregnet til at skabe begivenheder. Frugten mærkes som regel senere og fra siden: du reagerer en smule langsommere, du sover lidt bedre, åndedrættet fanger oftere din opmærksomhed af sig selv.

Hvorfor det betyder noget for Kuṇḍalinī

Åndedrættet er broen mellem den krop, vi kan mærke, og det subtile legeme, vi endnu ikke kan se. I haṭha-læren bevæger prāṇa sig rastløst gennem venstre og højre kanal, iḍā og piṅgalā, det meste af vores liv. Når åndedrættet falder til ro, og sindet falder til ro med det, siger de gamle tekster, vender den bevægelse sig langsomt mod den centrale kanal, suṣumnā.

Gheraṇḍa bemærker, at haṃsa sættes i bevægelse tre steder: rodlotussen, hjertet og rummet mellem øjenbrynene. Kuṇḍalinī ligger oprullet i rodlotussen omkring Svayambhū-liṅga og dækker døren til den centrale kanal. Hun vækkes ikke med magt i denne praksis. Ajapā er måske den blideste måde at invitere hende på, fordi den ikke beder om andet end opmærksomhed. Vores erfaring er, at hun ofte svarer lettere på den slags stilhed end på anstrengelse.

Et ord om omsorg. For nogle, især dem der bærer på traumer eller angst, kan det i begyndelsen føles uroligt at være meget opmærksom på åndedrættet. Mærker du panik, trykken eller en fornemmelse af ikke at få luft nok, så åbn øjnene, mærk dine fødder mod gulvet og lad praksis ligge for i dag. Du kan vende tilbage senere med åbne øjne og kun i et minut eller to, eller prøve at lytte til en lyd uden for dig i stedet. Hvis opmærksomhed på åndedrættet gang på gang skaber ubehag, så tal med en læge eller en psykolog eller anden fagperson inden for mental sundhed såvel som med en lærer. Der er ingen præmie for at presse sig igennem.

Og hvis energien allerede er stærkt aktiv, er ajapā som regel en af de mildere praksisser at holde fast i, fordi den ikke tilføjer kraft. Alligevel: føles det for intenst, så træd et skridt tilbage og find jordforbindelse. Svanen er der stadig i morgen.