Hvorfor chakraerne aldrig var en regnbue

Billedet, vi alle kender

Rød ved roden, orange under navlen, gul ved solar plexus, grøn ved hjertet, blå ved halsen, indigo mellem øjenbrynene og violet ved kronen. Det findes på plakater, krystaller, yogamåtter og telefonapps. De fleste aner ikke, at det er ret nyt.

Vi skriver ikke dette for at ødelægge nogens yogamåtte. Vi har selv brugt regnbuen, og vi vil senere sige, hvorfor den stadig har sin plads. Men vi mener, at alle, der elsker denne vej, fortjener at vide, hvor billederne kommer fra. De gamle yogier efterlod os noget mere underligt og rigere end syv striber, og det ville være synd at miste det.

Så dette er en kort historie i tre dele: hvad den klassiske tekst faktisk siger, hvor mange centre de ældre traditioner talte, og hvordan regnbuen kom til.

Hvad den gamle tekst faktisk siger

Næsten ethvert moderne billede af chakraerne går på den ene eller anden måde tilbage til en enkelt sanskrittekst: Ṣaṭ-cakra-nirūpaṇa, „beskrivelsen af de seks centre“, skrevet af Pūrṇānanda i Bengalen i 1577 og oversat af Arthur Avalon i The Serpent Power i 1919. Pūrṇānanda beskriver hver lotus med stor omhu, og hans farver ligner overhovedet ikke en regnbue.

Se et øjeblik på den liste. De to nederste lotusser er røde, navlen er mørk som en monsunhimmel (kommentatoren forklarer den blot som „af en mørk farve“), hjertet er igen rødt, halsen er røgfarvet purpur, og de to øverste er hvide. Hvis du prøvede at gøre det til en regnbue, ville du gå i stå ved tredje trin.

Et ord om oversættelse. Farveord krydser sjældent sproggrænser rent. Avalons „crimson“ (karmoisin) for rodlotussen gengiver sanskrit śoṇa, som kommentatoren Kālīcaraṇa forklarer som den røde lotus’ karmoisinrøde farve. Sanskritdigtere sammenligner farver med blomster, skyer, juveler og ild i stedet for at navngive abstrakte nuancer, så enhver engelsk gengivelse er allerede en lille fortolkning. Alligevel findes der ingen læsning af disse ord, der gør dem til et spektrum.

Hjertet er det mest overraskende for de fleste. Vi er så vant til et grønt hjertechakra, at et rødt føles forkert. Men bandhūka er en lille tropisk blomst med skinnende rød farve, og Pūrṇānanda valgte den med vilje. Hjertelotussen gløder.

Farver inden i farverne

Og det er kun kronbladene. Hver lotus er en hel lille verden, og hver del af den har sin egen farve.

Bogstaverne på kronbladene har også farve. På rodens fire karmoisinrøde kronblade er de gyldne. På den cinnoberrøde lotus ovenover skinner de som lyn. På den mørke navlelotus har de den blå lotus’ farve. På det røde hjerte er de cinnoberrøde, på den røgfarvede hals karmoisinrøde, og på den hvide lotus mellem øjenbrynene er de også hvide. I den tusindbladede lotus siger kommentatoren, at bogstaverne er hvide, og at dens støvtråde er farvet af den unge sols farve.

Inden i hver lotus ligger et elements område med sin egen form og nuance. Ved roden er der et skinnende gult kvadrat af jord, hvor elefanten Airāvata bærer bījamantraet laṃ. I den anden lotus bærer en hvid halvmåne af vand vaṃ på en makara, et vandvæsen, som fodnoterne sammenligner med en alligator. Ved navlen er der en rød trekant af ild, klar som den unge sol. I hjertet er luftens område som røg. Ved halsen er æterens område cirkelrundt og hvidt som fuldmånen.

Dertil kommer guddommene, hver med sin egen kulør. I rodlotussen er Śakti Ḍākinī rød, med strålende røde øjne, lysende som mange sole, der står op på én gang. Ved navlen er Rudra ren cinnoberrød, men ser hvid ud, fordi hans krop er indsmurt i aske. I hjertet er Śakti Kākinī gul, „som nyt lyn“. Mellem øjenbrynene har Śakti Hākinī seks ansigter, hvert som en måne.

Læg mærke til, hvor ofte teksten griber efter lys frem for pigment: lynet, den unge sol, efterårsmånen. Det er ikke farver fra en farvelade. Det er farver, der gløder, sådan som ting gløder i dyb meditation eller i en drøm. Det finder vi mere hjælpsomt end noget skema. Det fortæller dig, hvilken slags skuen de gamle yogier øvede sig i.

Det gamle billede er langt rigere og langt mere underligt end syv pæne striber. Det var aldrig ment som en farvekode. Det var ment til at blive mediteret på, langsomt, én detalje ad gangen, indtil det indre billede blev levende.

Prøv det: Skift selv mellem de klassiske farver og den moderne regnbue. Chakra-atlasset →

Ikke altid syv, ikke altid disse

Regnbuen bringer en anden antagelse med sig: at der er syv chakraer, altid og overalt. Det er heller ikke sandt.

Selv Pūrṇānandas egen titel taler om seks centre. Den tusindbladede lotus over hovedet beskrives særskilt, som noget hinsides dem. Ældre traditioner talte igen anderledes. Buddhistiske tantriske tekster fra omkring det ottende århundrede beskriver som regel fire eller fem centre. Netra Tantra lærer et system med seks, Kaulajñāna-nirṇaya et med otte. Kubjikāmata Tantra, fra Kaula-skolen viet til gudinden Kubjikā, nævnes ofte som den første tekst med den velkendte opstilling af seks plus én.

Med andre ord er tallet syv ikke en naturlov. Det er én traditions optælling, som tilfældigvis mødte en vestlig kærlighed til syvtallet: syv planeter, syv dage, syv toner, syv farver.

Intet af dette gør systemet mindre sandt. Det gør det levende. Forskellige skoler, der arbejdede med forskellige praksisser og forskellige gudinder, kortlagde den indre krop på forskellige måder. Pūrṇānandas kort vandt i den moderne verden mest, fordi Avalon oversatte det, og fordi det er så smukt detaljeret.

Hvor regnbuen kom fra

Regnbuerækkefølgen voksede ud af vestlig esoterisk litteratur, og historien er mere indviklet, end de fleste bøger indrømmer.

I 1880’erne skrev Helena Blavatsky og de tidlige teosoffer allerede om syv centre og forbandt dem med nerveplekser. I 1927 udgav teosoffen og clairvoyanten C. W. Leadbeater The Chakras, og hans illustrationer af roterende, glødende hjul formede den vestlige forestillingsverden resten af århundredet. Nogle kilder, herunder Wikipedias artikel om chakraer, tilskriver Leadbeater de syv regnbuefarver.

Men læs Leadbeater selv, og billedet er et andet. Hans rodcenter er „skiftevis rødt og orange i farven“. Hans hjertecenter har en „glødende gylden farve“, ikke grøn. Hans pandecenter er halvt rosa og halvt purpurblåt, og hans krone er overvejende violet med alle mulige andre nuancer. Han erstattede endda Svādhiṣṭhāna med et miltcenter, som han indrømmede ikke findes i de indiske bøger. Det nærmeste, hans system kommer en regnbue, er de seks kronblade på dette miltcenter, farvet rødt, orange, gult, grønt, blåt og violet.

Andre tråde kom til i de samme årtier. I 1928 udgav en amerikansk yogini, født Amber Steen, der skrev under navnet Cajzoran Ali, det, Leland udpeger som den første bog, der forbandt chakraerne med de endokrine kirtler, en kobling, der stadig gentages overalt. I 1932 holdt Carl Jung et seminar i Zürich sammen med indologen Wilhelm Hauer, hvor han læste cakraerne som stadier i psykens udvikling; det udkom først på engelsk i 1996. Hver af disse forfattere tilføjede noget. Ingen af dem gav blot videre, hvad sanskritteksten sagde.

Historikeren Kurt Leland, der har sporet disse kilder i detaljer, beskriver det vestlige chakrasystem som et „utilsigtet samarbejde“ mellem mange hænder. Ifølge ham fik chakraerne i 1930’erne tildelt enkeltfarver i spektrets rækkefølge, nogle gange syv inklusive indigo, nogle gange seks plus hvid. Farvehealere i Amerika og Storbritannien tog regnbuelisten op. Så i 1977 samlede Ken Dychtwald, kropsterapeut ved Esalen Institute i Californien, regnbuefarverne, de endokrine kirtler og en liste over psykologiske egenskaber for hvert center. Leland daterer den velkendte pakke til det år.

Selv farven indigo har en historie. Isaac Newton delte først spektret i fem farver og tilføjede siden orange og indigo for at nå op på syv, svarende til tonerne i den musikalske skala. Så det „indigofarvede tredje øje“ skylder mere en engelsk fysikers kærlighed til harmoni end nogen yogi.

Fra 1980’erne og frem bredte den pæne stige fra rød til violet sig gennem populære bøger og senere hele wellnessverdenen. Den slog an, formoder vi, fordi den er let at huske og ser ud til at passe med lysets farver. Den er ordentlig. Det er de gamle tekster ikke.

Betyder det noget?

For en stille meditation, ærligt talt, ikke ret meget. Hvis det hjælper dig at mærke dit hjerte at forestille dig et grønt hjerte, så brug det. Farve i meditation virker gennem forestillingsevnen, og forestillingsevnen er en virkelig dør.

Men det betyder noget for forståelsen. Når du møder de klassiske farver, møder du det indre syn hos yogier, der skrev ned, hvad de så, for mere end fire hundrede år siden. En hjertelotus i en skovblomsts røde farve, en navlelotus mørk som monsunskyer. Det er ikke fejl, som regnbuen skal rette. Det er en anden og ældre måde at se på, og den fortjener at blive husket på sine egne præmisser.

Det betyder også noget for ærligheden. Når en lærer fortæller dig, at regnbuechakraerne er tusinder af år gamle, ved du nu, at det ikke er sådan. Det gør ikke læreren dårlig. Men det betyder, at vi bør holde let om ethvert kort, også vores eget.

Hvis du har lyst til at prøve de ældre farver, er her en enkel måde. Sæt dig godt til rette, og lad åndedrættet falde til ro, med en langsom udånding på 7 eller 8 tællinger. Før din opmærksomhed til hjertet, og i stedet for grønt så forestil dig en lille lotus i en klar blomsts røde farve, der gløder blidt. Bliv hos den i et par minutter. Slip så billedet, og hvil blot. Læg mærke til, om fornemmelsen er anderledes end den, du er vant til. Der er intet rigtigt svar.

Prøv det: Tag én kort kontemplation om dagen, og lad billedet arbejde langsomt. Dagens dhāraṇā →

Hvis en visualiseringsøvelse vækker stærk angst, svimmelhed eller ubehag, så stop, åbn øjnene, og find jordforbindelsen. Hvis det bliver ved med at ske, er det klogt at tale med en læge eller en fagperson inden for mental sundhed.

At rumme begge

Vi beder ingen om at smide regnbuen væk. Den har hjulpet mange mennesker med at finde vej til den indre krop, og det er ingen lille ting.

Vi beder kun om, at den bliver set for det, den er: en moderne, vestlig og nyttig forenkling, bygget over et århundrede af mange hænder. Under den ligger et ældre billede, karmoisin og cinnober og stormsky og månehvidt, fuldt af bogstaver og dyr og gudinder. Det billede blev tegnet af mennesker, for hvem hver eneste detalje var en handling af tilbedelse.

Der er også noget befriende i det ældre billede. En regnbue antyder en stige, hvor de nederste farver på en eller anden måde er ringere end de øverste. Pūrṇānandas lotusser fungerer ikke sådan. Rødt vender tilbage ved hjertet; hvidt viser sig først øverst, men det er ved roden, at Gudinden selv ligger sammenrullet. Hvert center er helligt, og intet er blot et trin, man skal forbi.

Når vi underviser i chakraerne på Golden Sight Institute, forsøger vi at holde begge for øje og at sige tydeligt, hvad der er hvad. Regnbuen er en god indgang. Lotusserne er huset.