Den indre ild: tapas, caṇḍālī og ildens åndedrag

Varmen, der skaber verdener

Før yoga havde stillinger, havde den varme. Det gamle vediske ord er tapas. Det kommer af en rod, der betyder „at brænde“ eller „at varme“, og kom til at betyde disciplinens glød: faste, nattevåg, tavshed, anstrengelsen ved at holde sig stille, mens alt i dig vil bevæge sig.

Ṛg Veda placerer tapas helt ved begyndelsen af alting. I skabelseshymnen (10.129) bliver Den Ene til gennem varmens kraft. En anden, sen hymne åbner med en linje, som Griffith gengav i 1896:

Af glød, tændt til sin højde, blev evig Lov og Sandhed født.Ṛg Veda 10.190.1, trans. Griffith

I Brāhmaṇaerne opvarmer Prajāpati sig selv med tapas, før han skaber. I Taittirīya Upaniṣad får den unge Bhṛgu igen og igen besked af sin far om at søge Brahman gennem tapas, og på et tidspunkt får han ligeud at vide, at tapas er Brahman.

Patañjali beholdt ordet. Yoga Sūtraerne (2.1) åbner deres andet kapitel med at definere handlingens yoga som tre ting: tapas, selvstudium og overgivelse til Herren. Her er tapas ikke længere kosmisk. Det er den daglige varme hos en udøver, der bliver ved med at møde op.

Ideen er altså meget gammel. Den indre ild er ikke kun noget, der brænder bort. Den er også noget, der bringer frem. Hver ildpraksis i denne artikel står et sted i den lange linje, og hver eneste af dem kan også brænde huset ned, hvis den håndteres skødesløst. Begge dele er sande.

Ilden ved navlen

I Ṣaṭ-cakra-nirūpaṇa er den tredje lotus, Maṇipūra, ildens område. Inden for dens ti kronblade ligger en rød trekant, ildelementets sæde, med frøstavelsen raṃ, og dens bærer er en vædder. Selv den centrale kanal er farvet af ild: Pūrṇānanda beskriver suṣumnā som flammende og derfor rød.

Her er en smuk detalje. Selve lotussen er ikke rød. Pūrṇānanda giver dens kronblade farve som tunge regnskyer, så ilden sidder inde i en mørk, kølig blomst, som lyn på en monsunhimmel. Haṭha-teksterne taler også om mavens ild, fordøjelsesilden, og mange af deres praksisser siges at styrke den. For yogierne bor den ild, der fordøjer maden, og den ild, der vækker Gudinden, i samme kvarter.

Haṭha Yoga Pradīpikā giver denne ild en opgave. I beskrivelsen af mūla-bandha, rodlåsen (3.66–68 i den sanskritiske nummerering; Pancham Sinhs engelske ligger én lavere), vendes apāna, det nedadgående åndedræt, opad og går ind i ildens zone. Flammen, ramt af luften, bliver længere. Så kommer den linje, som enhver, der studerer denne tekst, husker:

Kuṇḍalinî, som har sovet hele denne tid, bliver på denne måde godt opvarmet og vågner fuldt.Haṭha Yoga Pradīpikā 3.68, trans. Pancham Sinh

Teksten sammenligner hende med en slange, der rammes af en stok, retter sig ud og går ind i Brahma-nāḍī. Billedet er voldsomt, og vi tager det ikke som en opfordring til at slå på noget. Men det fortæller os, hvordan haṭha-yogierne tænkte: åndedræt, lås og ild arbejder sammen, og ilden hører hjemme ved navlen, holdt på plads af låsene over og under.

Kranieskin og blæsebælgen

Pradīpikā giver to ildåndedrag. Det første, kapālabhāti, „kranieskin“, står blandt de seks rensende praksisser, ikke blandt de egentlige prāṇāyāmaer.

Når indånding og udånding udføres meget hurtigt, som en smeds blæsebælg, udtørrer det alle forstyrrelser, der skyldes ophobning af slim.Haṭha Yoga Pradīpikā 2.35, trans. Pancham Sinh

Det er alt, hvad teksten siger, og det er værd at bemærke, hvor lidt det er. Ingen tælling, ingen stilling, intet løfte om opvågning. Kapālabhāti er først og fremmest en rensende praksis.

Sådan som de fleste af os lærer den i dag, er den mere præcis: en frisk, aktiv udånding gennem næsen, mens maven trækkes ind ved navlen, og en passiv indånding, der blot lader maven falde tilbage. B. K. S. Iyengar beskrev den som en mildere form for bhastrikā, og det er en rimelig måde at forstå den på.

Den anden er bhastrikā, „blæsebælgen“ (HYP 2.59–67). Siddende i padmāsana ånder udøveren kraftigt ind og ud, begge åndedrag aktive, som en smed, der pumper luft ind i essen, indtil trætheden melder sig. Så følger en fuld indånding gennem højre næsebor, en tilbageholdelse med låsene og en udånding gennem venstre. Teksten lover meget. Den siger, at bhastrikā afbalancerer de tre doṣaer og øger fordøjelsesilden. Og så:

Den vækker hurtigt Kuṇḍalinî, renser systemet, giver glæde og er gavnlig.Haṭha Yoga Pradīpikā 2.66, trans. Pancham Sinh

Den rydder også slimen ved indgangen til Brahma-nāḍī og bryder de tre knuder, Brahmā, Viṣṇu og Rudra, som Pancham Sinh placerer i brystet, halsen og mellem øjenbrynene. Gheraṇḍa Saṃhitā regner bhastrikā blandt sine otte kumbhakaer, og Pradīpikā nævner den igen under śakti-cālana, praksissen med at bevæge kraften, hvor bhastrikā udføres for at vække hende.

Læg mærke til ordet „hurtigt“. For de gamle yogier var det et løfte. For mange mennesker, der i dag lever et almindeligt liv uden en lærer i værelset ved siden af, er det også en advarsel.

Prøv det: Lær kapālabhāti, bhastrikā og Ildens åndedræt (Breath of Fire) med korte, trygge runder og de rette stillinger. Ildens åndedræt →

Ildens åndedræt i moderne form

Ildens åndedræt, som det undervises i Kundalini Yoga, sådan som Yogi Bhajan bragte den til Vesten, er en moderne form, beslægtet med kapālabhāti, men ikke det samme. Det udføres gennem næsen, let, jævnt og hurtigt, ofte to eller tre åndedrag i sekundet, med indånding og udånding lige stærke. Navlen bevæger sig af sig selv i stedet for at blive pumpet, og brystet forbliver afslappet og løftet. En almindelig runde varer et til tre minutter, nogle gange længere inden for et sæt.

Det kombineres ofte med Ego Eradicator. Armene løftes til omkring tres grader, fingerspidserne bøjes ind mod håndens puder, tommelfingrene peger opad, øjnene er lukkede og opmærksomheden ved panden. Til sidst ånder du ind, rører tommelfingrene mod hinanden over hovedet, ånder ud og sænker armene langsomt. Det udføres også sammen med Spinal Flex, en siddende vuggen af bækken og rygsøjle, brystet frem på indåndingen og tilbage på udåndingen.

Forskellen fra kapālabhāti betyder noget i praksis. I kapālabhāti er udåndingen stødet og indåndingen et tilbagefjedrende svar. I Ildens åndedræt er begge jævne, og rytmen er lettere og hurtigere. Den, der er vant til den ene, bliver ofte overrasket over, hvor anderledes den anden føles.

Vi bør sige én ting ligeud. I 2020 fandt en uafhængig undersøgelse foretaget af An Olive Branch, at anklager om seksuelt misbrug mod Yogi Bhajan var troværdige. Mange lærere i den linje har talt åbent om det, og mange udøvere oplever stadig teknikkerne som hjælpsomme. Vi nævner det, fordi ærlighed om kilderne er en del af en tryg praksis – ikke for at fortælle nogen, hvad de skal gøre med det.

Caṇḍālī, den vilde kvinde

Tibet har sin egen indre ild. Caṇḍālī, på tibetansk tummo, „den vilde kvinde“, er den første af Nāropas seks dharmaer, en række praksisser hentet fra Hevajra-, Guhyasamāja- og Catuṣpīṭha-tantraerne.

Linjen løber fra den indiske siddha Tilopa til Nāropa og fra Nāropas elev Marpa ind i Tibet. Marpas discipel Milarepa, den store digter-yogi, huskes for at have levet gennem Himalayas vintre i et enkelt bomuldsklæde, hvilket er, hvad repa betyder.

Kortet er anderledes end haṭha-kortet, selvom familieligheden er tydelig. Tre kanaler mødes ved navlen. Der er et lille rødt kort A, en stavelse på ét enkelt strøg, flammens sæde. Ved kronen sidder en hvid stavelse HAṂ, på hovedet. Gennem vaseåndedræt ånder udøveren ind, synker, presser de øvre vinde ned under navlen og trækker de nedre vinde op med et blidt løft af bækkenbunden og holder de to sammen „som i en vase“.

Flammen ved navlen blusser op gennem den centrale kanal. Den rører den hvide dråbe ved kronen, som smelter som smør og falder ned igen. Varmen vokser, salighed breder sig gennem de 72.000 kanaler, og den salighed forenes med erkendelsen af tomhed. Varmen er et biprodukt. Pointen er saligheden og seendet.

De fysiske øvelser udføres, mens vejret holdes, og den fulde praksis gives kun mundtligt, af en kvalificeret lærer, efter forberedende øvelser. Det respekterer vi. Det, vi tilbyder her på siden, er en blid visualisering af varme ved navlen, intet mere.

Videnskaben har to gange undersøgt denne praksis på måder, der er værd at kende. I 1982 rapporterede Herbert Benson og kolleger i Nature, at praktiserende munke kunne hæve temperaturen i fingre og tæer med op til 8,3 °C. I 2013 fandt Maria Kozhevnikov og kolleger, i PLOS ONE, at kraftigt vaseåndedræt kombineret med visualiseringen hævede kropstemperaturen til et niveau svarende til let feber, op til omkring 38,3 °C, mens åndedrættet alene gav mindre stigninger. Billedet betød noget, ikke kun lungerne. Ingen af undersøgelserne viser naturligvis noget om opvågning. De viser, at kroppen lytter nøje til sindet.

Hvorfor ild har brug for en beholder

Enhver tradition, der lærer om ild, lærer også om et ildsted. I Pradīpikā holdes åndedrættet med låsene: rodlåsen forneden, navlelåsen i midten, hagelåsen ved halsen. Ilden bygges i et kar, ikke i det fri. I caṇḍālī er vasen beholderen, bogstaveligt talt, og læreren er den anden beholder.

En beholder betyder også rytme. Korte runder. Ægte hvil imellem dem. En klar afslutning. Er du ny i ildåndedrag, er en eller to korte runder kapālabhāti før din siddende praksis rigeligt i ugevis. Lad kroppen lære bevægelsen langsomt. Styrken kommer af regelmæssighed, ikke af at presse en runde længere, end den vil.

Og det betyder en kølig side. Efter enhver ildpraksis sidder vi stille i flere minutter og lader åndedrættet vende tilbage til sit eget tempo. En lang, let udånding på 7 eller 8 tællinger hjælper kroppen til at falde til ro. Bliver varmen hængende, så læg dig ned, mærk kroppens tyngde, drik lidt vand, gå på jorden. Det er ikke eftertanker. Det er den del af praksis, der lader ilden forblive nyttig.

Endelig betyder det at lytte til hende. Kuṇḍalinī er Gudinden, ikke et brændstof. Ildpraksisser kan vække hende, og netop derfor tilbyder vi dem med omhu. Bevæger hun sig allerede stærkt, er den rette praksis som regel at køle ned og finde jordforbindelse, ikke at tilføje mere varme.

Prøv det: Lær rod-, navle- og hagelåsen, der holder ilden i sit kar. De tre låse →

Hvornår du ikke skal praktisere

Praktisér venligst ikke kapālabhāti, bhastrikā, Ildens åndedræt, kraftigt vaseåndedræt eller nogen form for hurtigt eller tilbageholdt åndedræt, hvis noget af følgende gælder for dig:

• graviditet eller dage med kraftig menstruation;
• forhøjet blodtryk eller hjertesygdom;
• epilepsi;
• grøn stær eller problemer med nethinden;
• brok eller nylig operation, især i maven;
• panikangst;
• tidligere psykose eller bipolar lidelse;
• en stærk, urolig Kuṇḍalinī-fase, hvor jordforbindelse er medicinen.

Praktisér på tom mave. Praktisér aldrig i eller nær vand eller lige før du skal køre bil. Begynd med korte runder på omkring 20 til 30 pust, hvil mellem runderne, og slut altid med at sidde i stilhed.

Stop straks og træk vejret normalt, hvis du bliver svimmel, hvis det prikker i hænderne eller ansigtet, eller hvis hænderne begynder at krampe. Det er tegn på overventilation, ikke på fremskridt.

Har du en helbredstilstand, eller er du i tvivl, så tal med din læge, før du begynder. Efterlader praksis dig ængstelig, søvnløs eller med en følelse af uvirkelighed i mere end en dag eller to, så stop venligst og tal med en læge eller en fagperson inden for mental sundhed og med en erfaren lærer. Intet her er lægelig rådgivning.

Prøv det: Opstår der varme, rysten eller stærke følelser, så forstå dem og find en måde at skabe jordforbindelse på. Det, du mærker →

Tapas handler i sidste ende ikke om, hvor varm du kan blive. De vediske seere mente den stille varme i et liv viet til praksis, holdt brændende dag efter dag. En lille, velplejet flamme gør mere end et bål. Lad hende sætte tempoet.