Når det bliver for meget: spirituel krise og hvad forskningen siger

Når jorden giver efter

Nogle opvågninger kommer blidt, som daggry. Andre kommer som vejr. Varme strømmer gennem kroppen om natten. Hjertet hamrer uden grund. Gamle minder dukker op med nutidens kraft. Søvnen bliver tynd. Fornemmelsen af, hvem du er, som for en måned siden virkede så solid, begynder at gå op i sømmene.

Hvis det sker for dig, eller for en, du holder af, er det første, vi vil sige, at du ikke er den første, og at du ikke er alene. De gamle tekster kendte til det. Abhinavagupta, der skrev i Kashmir for tusind år siden, nævnte rysten og et pludseligt spring blandt tegnene på opstigningen. Og i de sidste halvtreds år er der vokset et lille, men seriøst felt af klinisk arbejde og forskning frem omkring netop disse oplevelser.

Det andet er lige så vigtigt. Nogle gange er det, der føles som en spirituel krise, også – eller i stedet – en medicinsk krise. Denne artikel forsøger at holde begge sandheder med omhu. Vi stiller ikke diagnoser, og intet her erstatter en læge. Men vi håber, det hjælper dig med at finde ord, finde fodfæste og finde den rette hjælp.

Et navn for stormen

Begrebet spiritual emergency (spirituel krise) stammer fra Stanislav og Christina Grof. Han var psykiater og havde i årtier studeret ikke-almindelige bevidsthedstilstande. Hun havde selv gennemlevet en dramatisk Kuṇḍalinī-opvågning, som begyndte under en fødsel i 1968. Deres ordspil var bevidst: en spiritual emergency er en krise, men den kan også være en emergence, en fremvækst – et vækststadie, der for en tid er blevet for meget at bære.

I 1980 grundlagde de Spiritual Emergence Network for at bringe mennesker i krise i kontakt med terapeuter, der ikke automatisk ville behandle deres oplevelser som sindssyge. Deres bøger, Spiritual Emergency (1989) og The Stormy Search for the Self (1990), beskrev flere former, sådanne kriser kan antage, og Kuṇḍalinī-opvågning var én af dem.

Lidt tidligere havde psykiateren Lee Sannella udgivet Kundalini: Psychosis or Transcendence? (1976), senere revideret som The Kundalini Experience (1987). Han samlede sygehistorier om mennesker med stærke kropslige og følelsesmæssige symptomer, som ikke syntes at være psykisk syge i nogen almindelig forstand, og han gav mønstret et klinisk navn: „fysio-kundalini“-syndromet. Bogen indeholdt også en fysisk model af Itzhak Bentov, som foreslog, at bittesmå vibrationer i kroppen kunne udløse disse symptomer. Modellen blev aldrig bekræftet, og vi vil betragte den som en interessant idé snarere end en forklaring.

Det, Sannella og Grof-parret frem for alt gjorde, var at sige højt, at disse oplevelser findes, at man kan komme igennem dem, og at mange mennesker kommer ud på den anden side forandret til det bedre.

At måle det, der er svært at måle

Da fænomenet først havde fået et navn, begyndte forskerne at lede efter måder at tælle på. Psykiateren Bruce Greyson udviklede et spørgeskema med nitten punkter, Physio-Kundalini Syndrome Index, baseret på de symptomer, Sannella havde beskrevet. I en undersøgelse fra 1993 i Journal of Religion and Health fandt han, at mennesker, der havde haft nærdødsoplevelser, rapporterede flere af disse symptomer end sammenligningsgrupperne, i gennemsnit 7,6 mod 4,6. Han brugte også indekset i undersøgelser af psykiatriske patienter.

I 2008 udgav Sanches og Daniels Kundalini Awakening Scale, et længere redskab med seksoghalvfjerds punkter fordelt på fem delskalaer. Ingen af dem er en diagnose. De er måder at beskrive en samling af oplevelser på, så de kan studeres.

En stillere, men meget vigtig forandring skete inden for selve psykiatrien. I 1992 argumenterede David Lukoff, Francis Lu og Robert Turner for, at diagnosemanualen havde brug for en plads til religiøse og spirituelle vanskeligheder, som ikke var psykiske lidelser. DSM-IV, der udkom i 1994, tilføjede en kode for „Religiøst eller spirituelt problem“ (V62.89). Den står blandt de tilstande, der kan være genstand for klinisk opmærksomhed, og den er udtrykkeligt ikke en psykisk lidelse. Kategorien findes fortsat i DSM-5.

Den lille kode betyder noget. Den betyder, at en behandler kan anerkende en spirituel kamp som virkelig og arbejde med den uden at skulle kalde den en sygdom.

Prøv det: Kortlæg, hvad du mærker i kroppen, og læs, hvad traditionen og forskningen siger om det. Det, du mærker →

Hvad nyere undersøgelser viser

Forskningen er stadig ung, og de fleste undersøgelser er små spørgeskemaundersøgelser. Men nogle få resultater er værd at kende.

Woollacott, Kason og Park spurgte i en undersøgelse offentliggjort i Explore mennesker om opvågninger af Kuṇḍalinī-typen. De fleste svarpersoner beskrev energetiske sider af oplevelsen, og opvågningerne blev ofte udløst af intens meditation eller af at være i nærheden af en lærer. De eftervirkninger, folk beskrev, omfattede mere kreativitet, større følsomhed og et ønske om at tjene andre.

Corneille og Luke undersøgte i et studie fra 2021 i Frontiers in Psychology 152 mennesker med spontane opvågninger. Opvågninger med Kuṇḍalinī-træk gav flere fysiske symptomer og flere ufrivillige bevægelser. Men de var ikke mere negative end andre opvågninger, og 98 procent af deltagerne vurderede de langsigtede virkninger som positive.

Lindahl og kolleger interviewede i studiet Varieties of Contemplative Experience (PLOS ONE, 2017) næsten hundrede buddhistiske mediterende og lærere. De dokumenterede et bredt spektrum af udfordrende oplevelser, nogle af dem invaliderende, der varede alt fra dage til mere end ti år. Dette studie er en vigtig modvægt. Meditation er ikke altid rolig, og vanskeligheder er ikke altid kortvarige.

Og Maxwell og Katyal (2022), der undersøgte firs mediterende på Ananda Marga-retreats, fandt, at 19 procent oplevede fornemmelser, der steg op gennem rygsøjlen, ofte ledsaget af stærke positive følelser.

Samlet set er billedet afbalanceret. Disse oplevelser er mere almindelige, end mange tror. For de fleste ender de godt. For nogle er de svære og langvarige. Begge dele fortjener at blive taget alvorligt.

At skelne det ene fra det andet

Hvordan kan nogen skelne en spirituel krise fra en psykisk sygdom? Ærligt talt kan man det nogle gange ikke, i hvert fald ikke hurtigt. Men behandlere har foreslået nogle nyttige pejlemærker.

I 2009 gennemgik de brasilianske psykiatere Adair de Menezes Júnior og Alexander Moreira-Almeida litteraturen og foreslog ni kendetegn, der peger i retning af en ikke-sygelig spirituel oplevelse:

• kun lidt psykisk ubehag;
• ingen svækkelse af dagligliv, arbejdsliv eller socialt liv;
• ingen anden psykisk lidelse til stede;
• oplevelsen er kortvarig eller kommer i episoder;
• personen bevarer en kritisk holdning og kan sætte spørgsmålstegn ved den;
• den passer ind i en kulturel eller religiøs tradition;
• der er en vis kontrol over den;
• den bidrager til personlig vækst over tid;
• den er rettet mod andre, ikke kun mod en selv.

Allerede i 1985 beskrev David Lukoff tegn på, at en mystisk oplevelse med visse psykotiske træk sandsynligvis vil få et godt forløb. Personen fungerede godt, før det begyndte. Det begyndte pludseligt, med en udløsende årsag, man kan pege på. Der er ingen forstyrret tænkning. Personen er nysgerrig og åben over for det, der sker. Og der er ingen fare for personen selv eller for andre.

Det er pejlemærker, ikke tests. Og der er én ting mere, man skal holde fast i. En spirituel krise og en psykiatrisk sygdom kan forekomme på samme tid. En opvågning beskytter ingen mod depression, mani, psykose eller et problem med skjoldbruskkirtlen, og en sygdom betyder ikke, at der ikke sker noget spirituelt. Fejldiagnoser går begge veje: ægte opvågninger er blevet behandlet som sindssyge, og ægte sygdom er blevet overset, fordi den blev kaldt opvågning. Den mest kærlige holdning er at holde begge muligheder åbne og søge hjælp, der kan se dem begge.

Hvornår du straks skal søge hjælp

Læs venligst denne del langsomt, og vend tilbage til den, hvis du får brug for det. Kontakt straks en læge, en psykiater eller den lokale alarmcentral, hvis du eller en, du er sammen med, har noget af følgende:

• tanker om selvmord eller om at skade andre;
• flere nætter med lidt eller ingen søvn, eller tegn på mani som tankemylder, stærk opstemthed, storslåede planer og et meget lille behov for hvile;
• tale eller tænkning, der er blevet forvirret eller svær at følge;
• at man ikke er i stand til at spise, vaske sig, holde sig i sikkerhed eller på anden måde tage vare på sig selv;
• nye fysiske symptomer som brystsmerter, hurtig eller uregelmæssig hjerterytme, besvimelse, følelsesløshed, kraftesløshed, voldsom hovedpine eller krampeanfald.

Det sidste punkt fortjener at blive understreget. Mange kropslige fornemmelser, som folk forbinder med Kuṇḍalinī, kan også komme fra hjertet, nerverne, skjoldbruskkirtlen eller en vitaminmangel. At blive undersøgt er ikke mangel på tro. Det er simpelthen fornuftigt. Hvis prøverne er fine, har du intet tabt.

At søge hjælp er ikke et nederlag på vejen, og det betyder ikke, at du må opgive din forståelse af det, der sker. En god behandler kan arbejde side om side med en lærer. Find om muligt en, der har respekt for spirituelle oplevelser. Men i en nødsituation er al hjælp bedre end ingen.

At vende tilbage til jorden

Uden for en nødsituation, når tingene er svære, men til at håndtere, er jordforbindelse den mest pålidelige støtte. Stop eller skær kraftigt ned på intense øvelser: kraftigt åndedrætsarbejde, lange tilbageholdelser af åndedrættet, bandhaerne og mange timers siddende meditation. Spis varme, regelmæssige måltider. Værn om din søvn. Gå ture, arbejd i haven, rør ved jorden. Tilbring tid med stabile, venlige mennesker. Undgå alkohol, cannabis og andre stoffer, som kan gøre en ustabil tilstand meget værre.

En enkel øvelse, som mange finder hjælpsom: Sæt dig med begge fødder i gulvet, den ene hånd på maven og den anden på hjertet. Ånd blidt ind, og lad udåndingen være længere, omkring syv eller otte tællinger. Mærk kroppens vægt synke ned i stolen og gulvet. Efter et stykke tid kan du nævne et par ting, du kan se og høre. Det er beskedent. Det virker ofte.

To ting mere, sagt med varsomhed. Hvis du tager ordineret medicin, så stop ikke pludseligt, fordi du har besluttet, at dine symptomer er spirituelle. Det kan være farligt at stoppe brat med visse lægemidler, og enhver ændring bør ske i samråd med den læge, der har ordineret dem. Og hvis du har en lærer, så fortæl ærligt, hvad der sker, også de skræmmende dele. En god lærer vil som regel råde dig til at sætte tempoet ned, ikke til at presse dig igennem, og vil ikke blive stødt, hvis du også går til lægen.

Det kan også hjælpe at skrive lidt ned hver dag: hvordan du sov, hvad du spiste, hvad du praktiserede, og hvordan du havde det. Når du står midt i det, flyder dagene sammen. Et enkelt notat viser, om tingene langsomt letter eller langsomt bliver værre, og det giver en læge eller lærer noget konkret at arbejde med.

Prøv det: Vælg jordforbindelse som fokus for en kort, blid guidet session. Praksisbyggeren →

At stå ved siden af en anden

Hvis en, du holder af, gennemgår dette, kan din rolige tilstedeværelse være det mest nyttige i rummet. Lyt mere, end du taler. Du behøver ikke at være enig i deres fortolkning, og du behøver heller ikke at diskutere den. Spørg, hvad de oplever, og hvad der ville hjælpe lige nu.

Hjælp med det basale: mad, vand, søvn, et stille rum, færre besøgende og færre skærme. Fraråd blidt mere intens praksis. Bliv hos dem, hvis de er bange.

Prøv ikke at skræmme dem yderligere, og prøv heller ikke at smigre dem. At fortælle nogen, at de er ved at blive sindssyge, hjælper sjældent. At fortælle dem, at de er ved at blive oplyste og derfor bør ignorere deres krop, kan være lige så skadeligt. Noget enklere er som regel bedre: „Det lyder virkelig svært. Jeg er her. Lad os sørge for, at du er i sikkerhed og bliver taget godt hånd om.“

Kend advarselstegnene ovenfor, og handl på dem. Hvis de taler om selvmord, så tag det alvorligt, bliv hos dem, og få hjælp med det samme. Tilbyd at tage med dem til lægen. Det lille tilbud kan gøre hele forskellen.

Og pas også på dig selv. Det er krævende at støtte nogen gennem en krise. Bed andre om at dele byrden.

For de fleste går stormen over. Det, den efterlader, med tid og god støtte, er ofte et liv, der er større, venligere og mere vågent end før. Indtil da er opgaven blot at holde dig i sikkerhed, lade dig bære og holde fødderne på jorden.