Hvordan de forskellige yogaformer møder Kuṇḍalinī

Én gudinde, mange døre

Gå ind i næsten et hvilket som helst yogastudie, og du vil finde et skema, der ligner et menukort: flow, yin, power, Iyengar, Kundalini, restorative. De kan ligne forskellige smagsvarianter af det samme. På én måde er de det. På en anden måde er de meget forskellige måder at nærme sig det samme mysterium på, og de møder Kuṇḍalinī fra forskellige retninger.

Det gamle billede er det samme i dem alle. Hun ligger rullet tre og en halv gang op i rodlotussen, omkring Svayambhū-liṅga, med munden over indgangen til den centrale kanal. Det, der skifter fra skole til skole, er, hvordan den dør skal åbnes. Nogle skoler opbygger varme og tryk nedefra, indtil hun vågner og stiger op. Nogle venter på en kraft, der kommer ned ovenfra, ved nåde. Nogle gør ingen af delene og lader blot opmærksomheden hvile i hjertet i tillid til, at hun selv finder vejen hjem.

De tre retninger, opstigning, nedstigning og hvile, giver et nyttigt kort. Ingen tradition passer pænt ind i én kasse, og nogle bruger bevidst alle tre. Men hvis du ved, hvilken vej en praksis har tendens til at bevæge hende, kan du vælge klogere, og du kan hurtigere mærke, når noget bevæger sig for hurtigt.

Opstigning nedefra: haṭha og dens arvtagere

De klassiske haṭha-håndbøger peger åbenlyst opad. Haṭha Yoga Pradīpikā, skrevet i det femtende århundrede, indleder sit tredje kapitel med at kalde Kuṇḍalinī al yogas støtte. Den nævner ti mudrāer til at vække hende og beskriver hende som nøglen, der åbner døren til befrielse. Lidt senere kommer en berømt tveægget linje: den samme sovende śakti, der binder den uvidende, er det, der befrier yogien. Derefter kommer metoderne til śakti-cālana, at sætte kraften i bevægelse, med tryk ved kanda, blæsebælgsåndedræt og indtrækning af navlen, hvorefter prāṇa siges at gå ind i suṣumnā.

Det er stærk medicin. Det blev skrevet til asketer, der levede sammen med en lærer, ikke til mennesker, der klemmer en time ind før arbejde.

B.K.S. Iyengar står i denne slægtslinje, selvom hans egen vægt lå på alignment og omhu. I Light on Prāṇāyāma (1981) beskriver han Kuṇḍalinī som guddommelig kosmisk energi, en slange med tre og en halv omdrejning, og siger, at formålet med prāṇāyāma er at vække hende. Han siger også, og det er vigtigt, at hun vækkes ved Guds og guruens nåde. Selv i denne mest metodiske af skoler er det sidste skridt ikke under vores kontrol.

Ashtanga Vinyasa og de power yoga-stilarter, der voksede ud af den, bruger mūla-bandha og uḍḍīyāna-bandha gennem hele praksissen, forbundet med kraftigt åndedræt og uafbrudt bevægelse. De skaber en masse varme. Efter vores opfattelse kan den varme og intensitet sætte energi i bevægelse hos sensitive mennesker, og en klasse i højt tempo rummer sjældent den lange, stille siddende praksis, der ville give energien et sted at falde til ro. Det er ikke en kritik af stilen. Det er en iagttagelse af rammen.

Prøv det: Lær, hvordan de opvarmende åndedrætsteknikker virker, hvilke stillinger der hører til dem, og hvornår du ikke skal bruge dem. Ildens åndedræt →

Opstigning nedefra: kriyā og de moderne skoler

Kundalini Yoga, som den blev undervist af Yogi Bhajan (1929–2004) og hans organisation 3HO, bragte disse opadgående metoder ud til et massepublikum fra slutningen af 1960’erne. Timerne er bygget op omkring kriyāer, faste sekvenser af stillinger, åndedræt, mantra og lyd. Ildens åndedræt (Breath of Fire), et hurtigt, rytmisk åndedræt fra maven, og Ego Eradicator, med armene løftet og tommelfingrene pegende opad, er velkendte eksempler.

Historien skal siges ligeud. I august 2020 offentliggjorde et uafhængigt firma, An Olive Branch, en rapport bestilt inde fra fællesskabet. Den hørte fra 299 mennesker og fandt det mere sandsynligt end ikke, at Yogi Bhajan havde misbrugt kvinder i sin kreds seksuelt. Siden da har lærere og elever selv måttet beslutte, hvordan de kan holde praksisserne adskilt fra manden, der underviste i dem. Nogle er gået. Nogle har beholdt teknikkerne og opgivet påstandene om slægtslinje. Det er et levende spørgsmål, og vi mener, det bør overlades til den enkeltes samvittighed.

Kriya Yoga, fra Lahiri Mahasaya (1828–1895) og senere Paramahansa Yogananda, arbejder mere indadtil. I Autobiography of a Yogi (1946) beskriver Yogananda, hvordan udøveren mentalt leder livsstrømmen op og ned omkring de seks centre i rygsøjlen. Han hævder, at et halvt minuts af denne praksis svarer til et års naturlig spirituel udfoldelse. Det er en stor påstand, og vi gengiver den som hans, men billedet af en blid, kredsende strøm er smukt.

Swami Satyanandas Kundalini Tantra (Bihar, 1984) er den store samler af denne side af kortet. Han kombinerer chakraøvelser, haṭha-renselse og tyve øvelser fra Kriya Yoga i et trinvist system. Og han er forsigtig. Begynd med renselsen, siger han, ikke med de avancerede metoder. Hans ligefremme opsummering er værd at huske: uden en guru kan du praktisere enhver form for yoga, men ikke kundalini.

Nedstigning ved nåde

En anden familie af veje begynder fra den modsatte ende. Her er opvågningen en gave, givet ovenfra eller gennem en lærer, og praksis er det, du gør med den bagefter.

Det tydeligste eksempel er śaktipāta, kraftens nedstigning. I det tyvende århundrede blev den tilbudt bredt af Swami Muktananda (1908–1982) fra Siddha Yoga, som sagde, at han modtog den fra sin egen lærer, Bhagawan Nityananda, i 1947. Tusindvis af mennesker berettede om opvågninger i hans nærvær. Der kom også senere alvorlige anklager om seksuelle krænkelser, offentliggjort af William Rodarmor i 1983 og i The New Yorker i 1994. Nåde kan, ser det ud til, gå gennem mennesker, der ikke selv er hele. Det er en hård lektie, og en vigtig en.

Kashmir-śivaismen, Abhinavaguptas tradition omkring år 1000, rummer begge retninger på én gang. Den taler om ūrdhva-kuṇḍalinī, udvidelsens opstigende kraft, og adhaḥ-kuṇḍalinī, den nedstigende kraft, der trækker sig sammen til form. I Swami Lakshman Joos læsning er der tre aspekter: śakti-kuṇḍalinī, der ligger latent i hjertet; prāṇa-kuṇḍalinī, den opstigende åndedrætskraft; og parā-kuṇḍalinī, den højeste form ved kronen. Lilian Silburns studie fra 1988 er stadig den bedste indgang for engelsksprogede læsere.

Den bredere tantriske verden er stedet, hvor Kuṇḍalinī først tog form som gudinde. Selve ordet optræder muligvis første gang i Tantrasadbhāva, en tekst fra det ottende århundrede, og hun står centralt i de śākta-kaula-skoler, især dem, der er viet til gudinden Kubjikā, „den krogede“, hvis navn i sig selv genlyder af spiralen.

Sri Aurobindos Integral Yoga er den mest udtalte om nedstigning. Han bad slet ikke sine elever om at arbejde med chakraerne. Centrene, skrev han, åbner sig af sig selv ved Kraftens nedstigning. Udøverens del er længsel og overgivelse, og Kraften kommer ned ovenfra, ind i sindet, hjertet og til sidst kroppen. Sahaja Yoga, hvor opvågningen gives først, hører også i store træk til i denne familie.

At hvile i hjertet

Den tredje familie nævner knap nok Kuṇḍalinī, og alligevel vil mange lærere sige, at det er den sikreste af de tre veje.

Bhakti, hengivelsens yoga, renser følelserne før alt andet. Satyananda kalder karma og bhakti forholdsvis sikre og milde metoder netop af den grund. Når kærligheden har blødgjort hjertet, har en opvågning et blidere sted at lande.

Ramana Maharshi, den store vismand fra Tiruvannamalai, gik jñānas vej, kundskabens og selvransagelsens vej. I en af sine nedskrevne samtaler siger han, at det ikke er enden at løfte Kuṇḍalinī til kronen, fordi yogien vender tilbage ud af den samādhi. Varig realisering, siger han, kommer, når hun vender tilbage til Hjertet, og selvransagelse bringer det af sig selv. For Ramana er hjertet altså både udgangspunktet og målet, og den lange opstigning er valgfri.

Og så er der Patañjali. Yoga Sūtras, samlet omkring det fjerde eller femte århundrede e.Kr. og ofte betragtet som al yogas grundtekst, bruger aldrig ordet Kuṇḍalinī. Ikke én eneste gang. De taler om at stilne sindets bevægelser, om koncentration, meditation og fordybelse. Nogle senere kommentatorer læser Kuṇḍalinī ind i teksten. Men selve tavsheden er en lære: det er fuldt ud muligt at gå en hel yogisk vej uden nogensinde at tænke på hende.

Prøv det: Sæt en kort daglig praksis sammen, der læner sig mod hjertet, med jordforbindelse i begyndelsen og stilhed til sidst. Praksisbyggeren →

De blidere former

Blid yoga, restorative yoga og yin yoga taler normalt ikke om Kuṇḍalinī. De er skabt til at sætte tempoet ned: lange, støttede stillinger, bolstere, tæpper, et blødt åndedræt. Efter vores opfattelse er de nogle af de mest nyttige redskaber, der findes, for alle, der er i en stærk fase. Når nervesystemet er overbelastet, er det sidste, det har brug for, mere varme. En restorative-time, et varmt bad og en tidlig sengetid kan gøre mere for et overstimuleret system end nogen avanceret teknik.

Det er ikke glamourøse råd. Men de virker.

At vælge en vej og en lærer

Et par ærlige spørgsmål kan hjælpe dig med at vælge.

Hvad er dit temperament? Hvis du er brændende, drevet og i forvejen tilbøjelig til at overdrive, kan en varm og hurtig praksis nære den forkerte side. Hvis du er tung, træt eller nedtrykt, kan lidt mere varme og bevægelse være lige det rigtige. Læg mærke til, hvilken vej du hælder.

Hvordan ser dit liv ud lige nu? Et krævende job, en nyfødt, et dødsfald eller en periode med dårlig psykisk sundhed er alle grunde til at vælge mildhed. Kraften er tålmodig. Hun venter.

Kender læreren dette landskab? Mange fremragende yogalærere har ingen uddannelse i energetisk opvågning, og det er helt i orden, så længe de ved det. Spørg, hvad de gør, når en elev får en stærk reaktion. Et godt svar er roligt og praktisk. Et vagt svar, eller et begejstret, er et advarselstegn.

Kan du stille spørgsmål? En lærer eller gruppe, der fraråder spørgsmål, kræver hemmeligholdelse eller gør det svært at gå, er ikke en tryg ramme, hvor kraftfuld praksissen end er. Skandalerne omkring nogle berømte lærere minder os om, at kraft og integritet ikke altid følges ad.

Satyananda, Aurobindo og Ramana kommer fra vidt forskellige traditioner, men de er enige om én ting: tving hende ikke. Det er en lige så god regel som nogen, vi kender.

Når en stil vækker mere, end du kan rumme

Nogle gange virker en praksis for godt. Du mærker måske varme i rygsøjlen, rysten, bølger af følelser, søvnløshed, jagende tanker, tryk i hovedet eller en følelse af uvirkelighed, der bliver hængende efter timen. Det kan være tegn på energetisk aktivering. Det kan også være tegn på noget medicinsk eller psykisk, og de to kan ligne hinanden.

Så gå først til lægen, og hvis dit humør, din søvn eller din virkelighedssans er påvirket, så tal også med en fagperson inden for psykisk sundhed. Det er ikke et svigt af den spirituelle vej. Det er en del af at passe på den krop, der bærer den.

Forenkl derefter. Stop de stærkeste øvelser først: hurtigt åndedræt som kapālabhāti, bhastrikā og Ildens åndedræt, lange tilbageholdelser af åndedrættet, kraftige bandhaer og intense chakravisualiseringer. De frarådes under graviditet, ved forhøjet blodtryk eller hjertesygdom, ved epilepsi, efter nylige maveoperationer eller ved en historik med psykose, og det er værd at holde pause med dem, når som helst det føles for meget.

Find jordforbindelse. Spis varm, enkel mad. Gå ture, helst på jord eller græs. Sov på faste tidspunkter. Tilbring tid med mennesker, der kender dig. Hvis du overhovedet trækker vejret bevidst, så lad udåndingen være lang og langsom, en udånding på 7 eller 8, og lad indåndingen komme af sig selv.

Bevæg dig mod de blidere former for en tid: restorative yoga, rolige gåture, hengivelse, stille siddende med åbne øjne. Og find en erfaren at tale med, en lærer, der selv har gået på denne grund og kan se dig klart.

Vær frem for alt venlig mod dig selv. Når hun vækker mere, end du kan rumme, betyder det ikke, at du har fejlet, eller at du er gået i stykker. Det betyder, at du har brug for et langsommere tempo og en større ramme. Hun har ingen hast. Det behøver du heller ikke have.

Prøv det: Hvis du mærker nye eller stærke fornemmelser, kan dette redskab hjælpe dig med at finde ud af, hvad de kan være. Det, du mærker →